Malica
Studentermedhjælper i KFUKs Sociale Arbejde
Sociale medier er efterhånden blevet fast inventar af mange unge menneskers hverdag. Telefonen er limet fast til hånden, som det første vi tjekker når vi står op og det sidste vi tjekker, inden vi går i seng. Men dit personlige feed lever sit eget liv, og det er ikke altid man kan styre hvad der dukker op.
Personligt har jeg oplevet en del gange nu, at få videoer af piger i start 20’erne, der nærmest reklamerer for et liv med ’nemt’ tjente penge. De fortæller åbent om, hvordan pengene strømmer ind, blot ved at sende nogle efter sigende ’harmløse’ billeder på Onlyfans eller Snapchat. Billeder, der kan bestå af alt fra en fod til mere sårbare billeder.
Pigerne fortæller, at de kan leve af at sende billeder af deres fødder i ny og næ og en gang imellem skrive lidt med mændene. Og det kan være svært at stoppe mens legen er god, for hvor meget kan man få for fx at sende brugt undertøj?
Markedet for bl.a. brugt undertøj og billeder af fødder er nok ikke for alle, men det eksisterer, og det ser nogle unge mennesker som en konkurrencedygtig og supplerende indtægtskilde – eller endda som en fuldtidsindkomst.
I realiteten lyder dette relativt ’uskyldigt’, især når der ikke indgår et fysisk møde. Skærmen fungerer som et filter, og bagved opløses virkelighedens grænser. Hvem ville ikke blive fristet af uskyldige, lettjente penge?
Jeg har selv fanget mig i at tænke: Skal man lige give det et skud? Det er sådan noget, vi tit joker med i min venindegruppe: ”Vi lever på rugbrød og håb, så måske man skal begynde at overveje OnlyFans”.
Vi griner af det, men under overfladen gemmer der sig også en snert af alvor. For hvem har ikke haft brug for lidt ekstra penge – og hvad skader det egentlig?
Når man ser på pigerne på sociale medier, virker det ikke som om, de tager skade. Tværtimod udstråler de selvtillid, og deres liv fremstår nemt og luksuriøst, med billeder af dyre tasker, dyre smykker og et kæmpe overskud. Men hvor meget af det kan man egentlig stole på? Os tilskuere ser kun det, som vurderes værd at vise. Vi ser ikke, hvordan de har det, når kameraet er slukket.
Det får mig til at tænke over, hvordan det påvirker os, og hvad det betyder for dem, der er endnu yngre.
Hvad med de yngre?
Det er tydeligt at sociale medier tiltrækker yngre og yngre brugere. Unge i dag vokser op i en tid, hvor skærme er lige så selvsagte som legoklodser og frugtstænger var det for mig. Gør det egentlig noget ved dem at se de her videoer, med indhold de slet ikke er klar til? Hvis jeg som tidlig teenager havde fået den slags videoer serveret dagligt, er jeg ikke sikker på, at jeg havde kunne modstå fristelsen af fx Onlyfans.
Tænk lige over det, en pige på 14, fanget i noget, hun troede var en god idé i øjeblikket. Hun starter med at sende billeder af sine fødder. Pengene begynder stille og roligt at tikke ind. Der er råd til et par øreringe, en biograftur med veninderne eller lidt ekstra fredagsslik. Det føles uskyldigt. Men langsomt vokser hendes nysgerrighed, og lysten til at overgå sig selv. For hvad nu, hvis der ligger endnu flere penge og venter?
Med tiden sender hun mere end bare billeder og belønningen vokser. Det virker nemt og mere attraktivt end at dele aviser ud, som hendes jævnaldrende. Pludselig står hun med et tilbud om hurtige penge for et “helt ufarligt” møde. Bare en snak, endda på et offentligt sted. Og så bliver endnu en grænse rykket.
Det, der starter som noget, der føles harmløst, kan pludselig tage en drejning. Et billede kan hurtigt få sit eget liv på nettet, og det, der starter som en hurtig måde at tjene lidt på, kan ende i utrygge situationer. Og jo længere man går, jo sværere bliver det at sige fra, især hvis nogen begynder at presse på for mere.
Man kan hurtigt miste fornemmelsen af, hvad man egentlig er tryg ved – især når det hele starter med noget, der føles uskyldigt.
Analyser fra Reden Ung peger alle i samme retning: tendenser vedrørende byttedating samt underkategorier af dette, at blive opfordret til det af jævnaldrende – og opfordre andre til at gøre det, er alle steget de seneste år. Fortsætter tendensen i samme tempo, vil øjebliksbilledet om tyve år være, at hver femte unge person har beskæftiget sig med byttedating. Intet statistisk tyder på, at det er kortvarigt fænomen, som selv forsvinder.
Penge rykker grænser
Det er ikke altid let at gå med de her tanker alene. Man kan sagtens føle sig ovenpå og tro, man har styr på det hele, men der skal ikke meget til før man bliver trukket ind i noget, man ikke har styr på. Og netop derfor er det så vigtigt, at vi tør snakke om det.
Når vi i Reden Ung er ude og undervise om grænser på skoler rundt omkring i landet, laver vi altid en grænseøvelse for at vise lige præcis det dilemma.
Vi opstiller eleverne i to rækker overfor hinanden. Derfra bliver de bedt om at gå så tæt på deres modpart som de føler er komfortabelt. Det ender oftest med en armslængde eller lignende imellem parterne. Derefter bliver de tilbudt 500 kr. for at rykke endnu tættere på. Det gør de med det samme og har derfor overtrådt deres egen og modpartens intimsfære for penge. I eksemplet er det forholdsvis harmløst. Men i en situation såsom at sælge intimitet på nettet eller sugardating, kan pengene virkelig sløre ens egne grænser.
Noget som først virkede uskyldigt, kan ende ud i en situation, hvor man mister kontrollen.
Børn og unges problemer er aldrig deres egen skyld. De afspejler den virkelighed, de er vokset op i. Hvis de ikke kender deres egne grænser – eller forstår deres egen værdi – står vi voksne over for et fælles ansvar. Det er noget, vi som samfund må tage hånd om sammen.
Hos Reden Ung møder vi unge, der har stået i de her dilemmaer. Vi er her for at minde dig om, at du aldrig er alene – og at du altid har ret til at sige nej, også selvom du i første omgang sagde ja.
