Picture of Nanna

Nanna

Nanna er socialfaglig medarbejder og underviser i Reden Ung Esbjerg

Når jeg når slide 8 i mit fagoplæg, stiller jeg et spørgsmål, der ofte får fagpersonerne til at se på hinanden: “Hvad tænker I, er fordelingen mellem drenge og piger, når det kommer til udveksling i seksuelle gråzoner?” Mange tror, det er et trickspørgsmål. Den gængse opfattelse er, at det primært er unge kvinder, der er overrepræsenteret i statistikkerne. Vi hører oftest om unge kvinder, der deler deres oplevelser, og de fleste dokumentarer og podcasts fokuserer på netop dem. 

Men hvad med de unge drenge? 

I Reden Ung møder vi selvfølgelig unge kvinder, og det er også dem, fagprofessionelle ofte rapporterer om fra deres praksis. Men vi møder også de unge drenge. Det er bare ikke dem, der bliver henvist til os fra andre fagfolk. Så hvem ser de unge drenge? Hvem tager ansvaret for at få åbnet op for snakken om seksuel udveksling med den unge fyr på jobcentret eller i misbrugsbehandlingen? Det er måske ikke lige så synligt, men drenge befinder sig også i situationer, hvor de yder seksuelle ydelser for at få et sted at sove, mad på bordet eller en joint. 

”Jeg har aldrig talt med nogen om det. Det er helt normalt i miljøet, men ingen taler om det. Det føles også ubehageligt, at jeg har gjort seksuelle ting for stoffer. Jeg har jo gjort det for at overleve, men ingen har spurgt ind til det. Ikke engang mine venner eller voksne rundt om mig, og så er det sku svært at vide hvem jeg kan stole på og fortælle det til.”

Er det nemmere at tale med pigerne? 

Det burde ikke være, men virkeligheden ser anderledes ud. En ung fyr fortalte mig, hvor svært det var at tale med nogen om det, fordi han skammede sig over, at han havde udført seksuelle ydelser for at få sine stoffer. Skyld og skam fylder meget, især hos unge drenge, hvor de følelser ikke altid bliver italesat. Der kan også være tvivl om egen seksualitet, hvilket kan være ekstra udfordrende for udsatte unge, der udforsker deres seksualitet under pres eller for overlevelse. 

Fagprofessionelles ansvar: At se de unge mænd 

De unge drenge, der udveksler seksuelle ydelser, har lige så meget brug for støtte som pigerne. De oplever en dobbelt stigmatisering, som kan resultere i en altoverskyggende skam. Vi, som fagprofessionelle, har et ansvar for at tage den samtale. Så hvem tager ansvaret for at få åbnet op for snakken om seksuel udveksling med den unge fyr på jobcentret eller i misbrugsbehandlingen? 

Lad os huske drengene i samtalen 

At skabe plads til drengenes historier er afgørende. De har lige så meget brug for at få talt om deres oplevelser og få anerkendt deres kampe. Vi må ikke overse dem – deres historier er vigtige og fortjener at blive hørt. Lytter du?