Skrevet af Julie W
Julie W er socialfaglig medarbejder og underviser hos Reden Ung i Aarhus.
Har du byttet noget seksuelt eller intimt for en gode? Det kan være en joint for et blowjob, eller et nøgenbillede for penge m.m. I Reden Ung møder vi ofte unge, der har svært ved at sætte ord på deres handling, fordi det hverken føles som dating eller sexsalg, men et sted derimellem.
Vi bruger ofte ordet ”Byttedating” i vores rådgivning. Det er et nyere begreb som er kommet frem i forbindelse med den seneste forskning på området.
”Byttedating” rummer bl.a. sugardating, webcamsex og bytte af nøgenbilleder, og er et forsøg på en mere neutral beskrivelse af en handling, der indebærer bytte af seksuelle ydelser og intimitet for goder.
Hvorfor får man lyst til at byttedate?
Der kan være mange forskellige årsager til, at du byttedater. I Reden Ung oplever vi, at det kan være økonomisk overlevelse, finansiering af rusmidler eller adgang til luksusvarer.
I andre tilfælde oplever vi, at der er en tiltrækning til spændingen og fantasien om at lege med seksuelle grænser, eller udfordre de traditionelle datingregler og kønsroller.
Der findes også nogle, der ønsker at afhjælpe følelsen af ensomhed og opnå anerkendelse.
For at forstå, hvorfor du byttedater, skal du kigge ind af og se, om du kan fornemme et behov – måske du mærker et behov for anerkendelse eller et behov for luksusvarer, eller måske behovet er en kombination af begge?
Motivationen for at byttedate er ofte en blanding af flere behov, og vejen til byttedating er derfor forskellig fra person til person.
”Nemme penge”
Celine er 16 år og byttedater. Hun har fortalt sin ven Karl om det, men ingen andre. Karl er nysgerrig og synes, at det virker spændende og en smule pirrende. Tænk sig, at leve et liv, hvor man får gratis ting og penge, bare for at eksistere.
Celine sender Karl snaps fra sit hotelværelse, hvor hun har overnattet med sin sugardaddy. Celine filmer rundt på hotelværelset, hvor solen står ind ad vinduerne og skinner over på en overdådig brunch. Hun filmer over på en konvolut, hvor der ligger 1000 kr.
Karl er på vej på arbejde i Rema 1000 og kan mærke et stik af jalousi. Han tænker over, hvor let Celines liv er. Måske han også kan finde én, der vil betale for hans tid – det er da ret smigrende.
Karl overvejer at oprette en profil på et sugardatingsite, da det sikkert er langt sjovere end hans nuværende job og sikkert også nemme penge.
Forståeligt, at glansbilledet frister
Karl bliver fristet af Celines verden, hvor det udadtil ser ud som, at hun får ”nemme penge” for at være til. Det virker mere tiltalende end hans egen hverdag og job i Rema 1000.
Det er helt normalt, at du hurtigt kan blive påvirket af, hvad du ser på de sociale medier og blive snydt til at tro, at det du ser online, er den hele sandhed.
Der kan forekomme mange fristelser og tilbud i den digitale verden, som kan være svære at forholde sig til. Især fordi den digitale verden kan forekomme mindre forpligtende end den virkelige verden.
I Karls tilfælde skaber hans og hans venners færden på de sociale medier nogle forhåbninger til en falsk virkelighed, som kan være med til, at han begynder at byttedate. Kan du mon genkende det?
Det er en god idé, hvis du har eller får lyst til at prøve at bytte sex, nøgenbilleder eller intimitet for goder, at mærke efter i maven.
Hvis du oplever følelsen af en sten eller knude, er det med stor sandsynlighed kroppen, der forsøger at signalere, at du skal passe på dig selv og være opmærksom på din grænse.
Mærker du derimod sommerfugle og en nysgerrighed i maven, kan du forsøge at gå stille frem, og hele tiden prøve at fornemme, hvor din grænse viser sig. Det vigtigste er, at du har dig selv med hele vejen.
Er det overhovedet lovligt?
En vigtig detalje du skal være opmærksom på er, at det er ulovligt at købe sex af unge under 18 år, samt medvirke til at unge under 18 år sælger sex. Celines sugardaddy bryder derfor loven, eftersom han køber sex af en 16-årig.
Det skal du også overveje, inden du begynder at byttedate – gør jeg eller min date noget ulovligt?
Du skylder ingenting
Seneste forskning fra RUC og Aarhus Universitet viser, at en del unge føler sig forpligtet til at vise taknemmelighed for de gaver, de modtager, hvilket kan føre til, at de overskrider egne grænser for at tilfredsstille den anden i relationen.
Forskning viser også, at det er de færreste unge, der byttedater, som fortæller det til nogen. For eksempel er der flere, som er bange for, at deres forældre skal få det at vide, fordi de føler skam eller er bange for at skuffe andre. På sigt kan det bl.a. føre til mistrivsel og en følelse af ensomhed.
Hvordan passer du på dig selv?
Oplever du, at det har været ”nemme penge” byttedating? Eller har du følt, at der var skjulte omkostninger ved forholdet?
Det er altid en god ide at dele dine tanker med en person, du føler dig tryg ved. Det kan være en voksen, du stoler på, en god ven, en lærer eller Reden Ungs rådgivning.
I Reden Ung taler vi med mange unge der, ligesom dig, er unge og eksperimenterende med f.eks. byttedating, grænser, bytte af nøgenbilleder m.m.