Skrevet af Julie E
Julie er socialfaglig medarbejder og underviser i Reden Ung København
”Flertalsmisforståelser” er noget, vi ofte møder i vores arbejde. Det lange ord dækker over vores tilbøjelighed til fejlagtigt at tro, at de fleste andre gør/tænker/synes noget bestemt. Og det kan skabe et pres, når man tror, at en bestemt handling eller opfattelse er ”normal”, uden helt at vide om det er rigtigt.
Hvad er problemet?
Flertalsmisforståelser kan især være et problem, når man er ung og i gang med at udvikle sin egen identitet. Som ung spejler man sig i høj grad i andre, og derfor er man særlig modtagelig for, hvad andre opfatter som ”normalt”. Det kan påvirke alt fra valg af tøj til sværere områder som seksualitet eller brug af stoffer.
”FUCK, hvor er du snerpet!”
Sara er hjemme hos en fyr, og hun ved, at de skal have sex. Inden det kommer så langt, smutter hun på toilettet og sender en snap til sin veninde Mia. Sara ved nemlig, at han vil spørge, om hun vil give ham et blowjob, indtil han kommer i hendes mund. Det sker hver gang, de har sex.
Sara har egentlig ikke lyst til, at han kommer i hendes mund. Derfor snapper hun til Mia, for at få et godt råd om, hvordan hun undgår det. Men Mias svar er ikke, hvad Sara forventer:
”Fuck, hvor er du snerpet! Bare luk øjnene, tænk på noget andet, og så er det hurtigt overstået. Med tiden vil du synes, det er lidt frækt, tror jeg.”
Sara vil ikke fremstå snerpet. Hvis Mia kan tolke det som snerpet, hvordan vil fyren så ikke tage det? Hun er jo ret vild med ham.
Sara beslutter at følge Mias råd, selvom hun dybest set ikke er tilfreds med det.
Spørg en ven
At bede en ven om hjælp kan være en god idé. Men det er vigtigt at huske, at hver person har sine egne grænser. Bare fordi en veninde synes, det er frækt at sluge sæd, skal det ikke diktere ens egne valg.
For Sara blev det frygten for at stå udenfor og blive brandet som ”snerpet”, der blev styrende. Det blev for meget pres for Sara.
Vi spejler os i vores omgivelser
Der bliver faktisk forsket i fænomenet. Sundhedsstyrelsen har fx undersøgt unges brug af alkohol og stoffer – og hvad de tror, andre gør. Resultatet er, at unge ofte tror, de andre ”drikker meget mere, end de i virkeligheden gør – eller at der er mange flere, der prøver stoffer, end der faktisk er. Flertalsmisforståelser kan få dig til at tro, det er meget mere normalt at bruge stoffer, end det er. Og fra forskning ved vi, at det kan føre til, at man som ung selv kaster sig ud i at eksperimentere med stoffer – fordi man spejler sig i sine omgivelser og gerne vil være en del af det, man tror er normalt.”
Mias besked om, at det er snerpet ikke at sluge sæd, kan altså både stamme fra, og udvikle sig til, en flertalsmisforståelse:
Hvis Sara en dag bliver spurgt om, hun sluger sæd eller ej, så kan Sara ende med at svare: ”Ja selvfølgelig, det gør alle da, ellers er man snerpet!” Også selvom hun selv prøver at undgå det. På den måde er Sara med til at forstærke opfattelsen af, hvad der er normalt, og hvad der ikke er – selvom det måske ikke forholder sig sådan.
Find nysgerrigheden frem
Man kan hurtigt ende i en ond spiral med at lege dommer over andres grænser, som Mia kommer til i ovenstående eksempel. I stedet for at dømme Sara for hendes tvivl, kunne Mia fx have prøvet at spørge:
- Hvorfor er du i tvivl?
- Hvad ser du som fordele og ulemper?
- Hvad kunne du ellers gøre?
Ved at blive stillet nysgerrige spørgsmål, ville Sara kunne tage en beslutning baseret på sine egne følelser, og ikke fordi hun troede, at alle andre ”gjorde det”.
Når det kommer til tvivlsspørgsmål om sex og grænser, kan du altid kontakte en af os i Reden Ung. Vi arbejder hver dag på at nedbryde flertalsmisforståelser om, hvad man bør og ikke bør gøre seksuelt, og vi vil mere end gerne høre om dig og din situation.